ILO's indikatorer for tvangsarbejde under EUFLR
Forordningen henter sin definition af tvangsarbejde fra ILO-konvention nr. 29. Kommissionens retningslinjer henter deres risikovokabular fra ILO's elleve indikatorer, og det gør platformen også.
Indikatorerne er misbrug af sårbarhed, bedrag, indskrænkning af bevægelsesfrihed, isolation, fysisk og seksuel vold, intimidering og trusler, tilbageholdelse af identitetspapirer, tilbageholdelse af løn, gældsslaveri, urimelige arbejds- og levevilkår, og overdrevet overarbejde. Ingen af dem beviser alene tvangsarbejde; et mønster af dem er det, ILO siger, man skal se efter, og retningslinjerne overtager den tilgang til risikoidentifikationstrinnet i deres frivillige ramme. I platformen navngiver hvert leverandørspørgsmål den indikator, det tester, og det bevis, der afgør det — en fortegnelse over rekrutteringsgebyrer for gældsslaveri, en dokumentopbevaringspolitik og skabsopgørelse for tilbageholdelse af identitetspapirer, et lønudtog for tilbageholdelse af løn. Hvert screeningtræf mærkes med én, så et antal pr. indikator på tværs af alle leverandører viser et mønster, før nogen enkelt sag gør. Og gradueringen af beviset følger retningslinjerne: en forsikring om, at der ikke opkræves gebyrer, er 'påstået'; fortegnelsen er 'verificeret'.